Struer fik først karakter af en egentlig by i slutningen af 1600-tallet, da området i højere grad end tidligere blev anvendt som Holstebros havn. Ålborg fik den 23. august 1655 privilegium på retten til at handle frit i hele Limfjorden, og denne ret blev brugt til de mindre Limfjords-købstædernes store fortrydelse. Blandt andet gik det hårdt ud over Holstebro, men også en købstad som Thisted mistede betydelig handel.

 

Struer fik en stor rolle som udskibningshavn fra omkring 1600. Sejladsen fra Struer gav anledning til krohold med øl- og brændevinssalg og hermed ofte forprang. I 1681 indskærpede borgerskabet i Holstebro, at der ikke måtte handles i Struer, og i slutningen af 1600-tallet og hundrede år frem var det store stridspunkt, hvorvidt Struer lå inden for to mils afstand fra Holstebro og dermed kunne regnes som en del af købstadens handelsområde. I 1690 sigtedes to bønder fra Struer for udtapning af drikkevarer samt forprang, hvilket af Struer-siden netop blev afvist med, at Struer lå uden for området, hvor Holstebros eneret på handel gjaldt.

 

Generelt lykkedes det ikke for Holstebroborgerne at få håndhævet deres privilegier i Struer, hvad først og fremmest skyldes Ålborgkøbmændenes ret til fri handel i Limfjorden. I 1732 forbød stiftamtet godt nok landprang, høkerier og uprivilegerede kroer. Ålborgkøbmændene brugte fortsat Struer som brohoved til at sælge varer til lokale husmænd, der solgte dem videre. I 1733 forsøgte borgere fra Holstebro derfor at gøre det ulovligt for Ålborgborgere at handle i Struer og inden for en mils afstand fra Struer og fremlagde et kort over Holstebros nordlige opland, som ifølge dem omfattede 13 sogne heriblandt Struer. Samtidig var der anklager om ulovligt krohold. For krohold gjaldt reglen om tomilelæbælter for købstæder, men i Struer forsvarede man sig med, at der var 27.540 sjællandske alen (og dermed lidt mere end to mil) til købstaden Holstebro, og at den kongelige forordning om en tomilegrænse for brændevinshandel og krohold således slet ikke var relevant. Omvendt forsøgte borgerne i en indberetning fra byen i 1735 sig med en påstand om, at Struer lå inden for tomilegrænsen. Den kongelig forordning af 30. april 1734 præciserede generelt, at øl og brændevin skulle købes ved nærmeste købstad, og dette var en lille sejr for Holstebro. Men i sagen om Struerfolkenes handel så myndighederne igennem fingrene og lod den i praksis fortsætte. Borgerskabet var først og fremmest imod kroer, fordi de i praksis medførte organiseret forprang og ikke bare udskænkning af brændevin og øl uden om købstaden. Det lykkedes for Holstebro med 1734-loven at forbyde krohold ved Kjærgaards mølle i Ølby Sogn.

 

I 1777 blev ordningen for Struer skærpet. Men i 1797 foreslog borgerne, at de slog sig sammen og oprettede udsalg i Struer, og to år senere grundlagdes en kompagnihandel, der aldrig fik den succes, den var tiltænkt.

 

I 1825 gennembrød havet Limfjordstangen mellem Agger og Thyborøn, og Struer fik hermed vandvej til Vesterhavet. Dette betød, at Struer fik en vigtig handelsmæssig position, og byen blev hurtigt andenstørste havn i Limfjorden kun overgået af Ålborg. Havneforholdene var dog ikke ideelle, og der var hyppige oversvømmelser. Holstebroborgerne kæmpede for at få havnen moderniseret, og i 1855-56 stod ’Holstebro havn ved Struer’ klar. Struer blev samtidig toldsted under Holstebro og blev desuden i 1865 en vigtig jernbaneby. Struer var frem til 1870 at regne for en losse- og ladeplads rent formelt, men var reelt en driftig handelsplads allerede fra 1840'erne.

 

 

Kilde : Dansk Center for Byhistorie